Anne Louise Askou
VISION: Vetting the impact of Sortilin In Ocular Neovascularization
Alderspletter på nethinden (AMD- Aldersrelateret Macula Degeneration) er en af de førende årsager til synstab blandt personer over 50 år. De nuværende behandlinger retter sig mod en enkelt vækstfaktor, men mange patienter oplever stadig synstab, hvilket viser at der er et behov for nye behandlingsstrategier. Dette projekt undersøger et multifunktionelt protein kaldet sortilin, som tidligere er blevet kædet sammen med neurodegenerative sygdomme. Vi har påvist en øget forekomst af sortilin i immun- og støtteceller i nethinden i de beskadigede områder i AMD, og proteinet synes at fremme både unormal blodkarsdannelse og inflammation. Ved målrettet hæmning af sortilin stræber vi efter at forbedre behandlingsresultaterne. På sigt kan disse nye indsigter bane vejen for forbedrede behandlingsformer, ikke kun for patienter med AMD, men også for andre nethindesygdomme.
