�鶹��

Sætter man 100 internationalt anerkendte forskere på samme opgave, kan resultatet meget nemt blive spændende. Og rumme gode historier, som også henvender sig til mennesker langt uden for forskerkredse.

Det viser tre omfangsrige artikler, som netop er publiceret i verdens vigtigste videnskabelige tidsskrifter. To af artiklerne figurerer i Nature, den tredje i Science – og de er alle blevet til under ledelse af forskere fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet (KU) med professor og dna-detektiv Eske Willerslev i spidsen.

Det overordnede emne for det store projekt er Den Eurasiske Steppe, som i et 8.000 km langt bælte strækker sig fra Rumænien og Moldova i Europa og helt ud til Manchuriet i det nordøstlige Kina. Steppen er også en del af Silkevejen – det system af handelsruter, som gennem flere tusinde år sikrede udveksling af varer og kultur på strækningen mellem Fjernøsten og Middelhavsområdet.

Noget af det mest spektakulære, det er lykkedes de mange forskere at afdække, handler om genetisk identitet: Ved at analysere nye fund af meget gamle menneskeknogler har videnskabsfolkene nemlig kunnet identificere slægtstilhørsforholdet hos den gruppe jægere og samlere på Den Eurasiske Steppe, der for cirka 5.000 år siden som de allerførste mennesker på vores planet havde succes med at domesticere hesten.

”Det var en kæmpebedrift – både menneskets bevægelsestempo og ekspansionsmuligheder ændrede sig drastisk, da disse meget smarte og innovative folk fandt ud af at indfange og tæmme vildheste, som de så avlede videre på,” fortæller professor Eske Willerslev.

At disse ’first-movers’ – verdens første heste-tæmmere – var fra Kasakhstan, og at de tilhørte den såkaldte Botai-kultur, har været kendt en tid. I de områder i Kasakhstan, hvor Botai-kulturen eksisterede, har man nemlig fundet de ældste arkæologiske spor i hele verden, der viser domesticering af heste. Dels i form af keramik med forskellige hestemotiver, dels i form af hestekranier med slidmærker efter bidsler. Hvordan Botai-folkenes stamtræ så ud, har man derimod ikke vidst:

”Og at det omsider er kommet på plads ved analyser af skeletter fra Botai-området i Kasakhstan, er meget tilfredsstillende,” siger Eske Willerslev, som sammen med kolleger fra KU også deltog i udgravningerne af de nyfundne Botai-skeletter.

De mange videnskabsmænd bag de tre artikler i Nature og Science dækker en række discipliner inden for såvel naturvidenskab som humaniora – lige fra dna-forskning til biologi, zoologi, antropologi, arkæologi og lingvistik.

Projekterne har blandt andet været finansieret af �鶹��, Danmarks Grundforskningsfond, KU’s 2016-bevilling og National Institutes of Health (NIH), der er USA’s største forskningsinstitution. Og når man ser på, hvor de mange forskere kommer fra, repræsenterer de universiteter i 20 lande, herunder: USA, Danmark, Mongoliet, Kasakhstan, Storbritannien, Rusland, Japan, Pakistan og Frankrig.

Barneskelettet

De tre videnskabelige artikler bygger på dna-analyser – fulde genomer tilvejebragt fra skeletter af i alt cirka 200 mennesker, som har levet forskellige steder langs Silkevejen i perioden fra nutiden og omkring 7.000 år tilbage.

De gamle dna-profiler, forskerne på den måde har kunnet uddrage, er derefter blevet holdt op mod 500 dna-profiler fra nulevende mennesker i de pågældende områder, og disse moderne genomer har så fungeret som sammenligningsmateriale.

Det ældste skelet fra Silkevejområdet, som til dato er dna-analyseret, er skeletettet af en lille dreng, der for cirka 24.000 år siden blev begravet i Sibirien i området Mal’ta ved Bajkalsøen.
Og dette barne-skelet, som forskere fra Center for Geogenetik i 2013 analyserede til bunds, spiller også en vigtig rolle som referencemateriale for mange af de konklusioner, der drages i de tre nye artikler i Nature og Science:

Drengen viste sig nemlig at tilhøre en genetisk linje, der i dag er uddød – lige bortset fra de nulevende indianere i USA og andre steder på Det Amerikanske Kontinent, som i nogen udstrækning er beslægtede med Mal’ta-menneskene.

Det var overraskende, og det skabte overskrifter verden over i 2013 – for her var jo en hidtil ukendt del-forfader til de amerikanske indianere. Forklaringen på dette slægtskab er, at Mal’ta-generne i sin tid nåede Det Nordamerikanske Kontinent fordi mennesker med disse ’Silkevejs-rødder’ drog fra Sibirien til Alaska via Beringia-broen; en stribe land, der ikke eksisterer længere, men i fortiden gjorde det muligt for dyr og mennesker at vandre mellem Asien og Nordamerika.

Da dna-forskerne fra KU sammen med en lang række udenlandske kolleger kiggede nærmere på de seneste skeletfund fra Botai-området i Kasakhstan, kom så endnu en overraskelse:
For verdens første heste-tæmmere var i virkeligheden Mal’ta-mennesker, og har man sans for det krøllede, så tager historien lige her og nu et forunderligt spring, indskyder Eske Willerslev:

”Tænk engang: For 5.000 år siden blev de første vilde heste på planeten altså tæmmet af nogle mennesker på Silkevejen, i Kasakhstan – Mal’ta-jægere. Og disse menneskers nærmeste og eneste efterkommere – de nulevende amerikanske indianeres forfædre – gentager så denne succes for cirka 500 år siden, hvor de domesticerer store flokke vildheste, der var opstået på basis af heste, som spanierne havde medbragt, da de i sin tid med skib kom til Det Amerikanske Kontinent for at underlægge sig den nye verden.”

Men i virkeligheden re-introducerede spanierne blot hesten på Det Amerikanske Kontinent:

”For selv om hesten i en meget fjern fortid opstod netop her, på dette kontinent – og via Beringia-broen med tiden spredte sig til store dele af resten af verden – så var den altså uddød på Det Amerikanske Kontinent, da spanierne i sin tid kom sejlende over Atlanten med heste om bord. Og nogle af de spanske heste, der stak af og dannede vilde flokke på den amerikanske prærie, lykkedes det så indianerne at tæmme. Man kan jo godt komme til at tænke: Gud ved, om indianerne gjorde det, fordi de via deres slægtskab med verdens første heste-tæmmere, Mal’ta-jægerne fra Botai, havde en eller anden form for genetisk ’programmering’, som satte dem i stand til at løse denne opgave?” siger Eske Willerslev.

”Om det er sådan, kan man nok ikke påvise, men tanken er alligevel meget nærliggende og sympatisk, synes jeg. Og under alle omstændigheder står det fast, at både Mal’ta-jægerne fra Botai og de nulevende amerikanske indianeres forgængere var i stand til at begå sig på en virkelig begavet – nærmest streetwise – måde i et steppelandskab”.

Frem og tilbage

Selv om Mal’ta som de første havde succes med at domesticere hesten – og dermed en tid må antages at have haft klare teknologiske fordele i forhold til andre folkegrupper – lykkedes det dem ikke på sigt at bruge denne viden til ekspansion. I stedet endte Mal’ta med at gå helt under på Silkevejen.

Herefter bliver der i de kommende årtusinder frem mod vor tid – helt bogstaveligt – gået og redet rigtig meget frem og tilbage på Silkevejen, viser de nye undersøgelser. Som ved at kombinere de mange forskellige analyser, der er foretaget, kan tegne et samlet billede, som på visse punkter også er ganske anderledes, end hvad der hidtil har været den fremherskende hypotese. Det gælder for eksempel den såkaldte steppehypotese, fortæller Eske Willerslev:

”Den handler om Yamnaya-folket, et hyrdefolk på Den Kaspiske Steppe. Man ved, at dette folk for cirka 5.000 år siden begyndte at sprede sig i to retninger: Nordvestover, heriblandt til Danmark, og østover ad Silkevejen. Yamnaya-folket havde et indoeuropæisk sprog, som de bragte med sig, og fra dem har vi i det nordvestlige Europa også erhvervet evnen til at kunne tåle mælkeprodukter – noget som er genetisk betinget.”

Yamnaya-vandringen ind i det nordvestlige Europa fik altså meget store konsekvenser, og derfor har antagelsen længe været, at det samme må have været tilfældet i kølvandet på disse menneskers vandring ad Silkevejen.

”Det siger steppehypotesen”, fortæller Eske Willerslev: ”Men de mange dna-analyser – suppleret med nye lingvistiske studier – viser det stik modsatte. Nemlig at Yamnayas Silkevejs-projekt i virkeligheden aldrig rigtigt slog igennem. De blandede ikke i nævneværdig grad gener med andre grupper i området – heller ikke med Mal’ta, som stadig var der, om end de klart nok var i tilbagegang – og rent sprogligt kom Yamnanya heller ikke til at sætte det aftryk, man hidtil har argumenteret for via steppehypotesen. Men hvorfor det gik sådan, kan vi bare ikke sige noget sikkert om på nuværende tidspunkt.”

Djengis Khans taktik – set fra graven

For cirka 2.500 år siden, i slutningen af bronzealderen, begiver Sintashta-folket sig så ind på Silkevejen, viser de mange dna-analyser. Det er den næste vandring i rækken.
Sintashta er nordeuropæere, også mennesker fra det nuværende Danmark, og de havde hestetrukne stridsvogne, hvori de havde placeret bueskytter, siger Eske Willerslev:

”De tromlede bogstaveligt talt hen over Den Eurasiske Steppe – nåede hele vejen til Indien, Pakistan og det vestlige Kina og får i deres epoke en enorm indflydelse både genetisk set og sprogligt – de spredte såvel deres europæiske gener som indo-iransk, der var det sprog, de talte. Men Sintashtas indflydelse varer ikke ved – det var kendt i forvejen, og det bekræftes også af vores analyser.”
Nærstudier af de cirka 200 gamle Silkevejs-skeletter har også gjort det muligt for det internationale forskerhold at vriste ny information ud af de efterfølgende folkevandringer og erobringstogter på Silkevejen frem mod vore dage. Herunder den langvarige ekspansion mod vest, helt til Europa, som hunnerne fra Mongoliet indledte for cirka 1.000 år siden.

Hunnerne – ikke mindst deres legendariske fører Djengis Khan, der levede fra omkring 1162-1227 e.Kr. – har ry som barske folk, som på deres vej vestover fulgte en taktik, der gik ud på at give de mennesker, de successivt besejrede, et klart valg, fortæller Eske Willerslev:

”Folk fik at vide: ’at du kan slutte dig til os og kæmpe på vores side, eller også kan du blive slået ihjel’, og det fik angiveligt hunner-hæren til at vokse hele tiden. Men at det virkelig også var sådan, har vi nu kunnet dokumentere via nogle af de analyser af Silkevejs-skeletter fra hunner-perioden, vi har gennemført.”
Der er tale om undersøgelser af skeletter af soldater, om hvem man på basis af datering med kulstof 14-analyser og ud fra de effekter, de havde med i graven, med sikkerhed har kunnet sige, at de tilhørte hunner-hæren, siger Eske Willerslev:

”Hunnerne var genetisk set asiater, og de talte en oprindelig form for tyrkisk. Hvad sproget angår, kan man jo ikke hive noget ud af et cirka 1.000 år gammelt skelet – men vi har kunnet konstatere tilfælde, hvor to hunner-soldater, der var begravet ved siden af hinanden, havde en helt forskellig genetisk baggrund: Den ene var asiat, den anden europæer. Den sidstnævnte har været en efterkommer af tidligere indvandrere på Den Eurasiske Steppe, for eksempel Sintashta, og man må derfor antage, at denne europæer sluttede sig til hunnerne under tvang.”

Hunnernes togt ender med alt overvejende at gøre Den Eurasiske Steppe asiatisk rent genetisk, og samtidig i vid udstrækning tyrkisk talende, siger professor Eske Willerslev:

”Det er situationen i dag – det er sket i løbet af blot 1.000 år – og det er en så markant omvæltning, at man næsten ikke kan forestille sig, at disse forandringer har kunnet gennemføres på så kort tid.”