�鶹��

Danske og svenske forskere har ved hjælp af en kraftfuld DNA-analyse af knogler og tænder skaffet ny viden om pesten og pestforekomsten i Skandinavien i yngre stenalder. Pesten kan have banet vejen for de nulevende skandinavers nærmeste forfædre.

Pest kan have været stærkt medvirkende til, at store dele af den daværende befolkning af stenalderbønder i Skandinavien og det øvrige Nordvesteuropa for ca. 5000 år blev fortrængt – og i løbet af en kort periode forsvandt fra området.

, et af verdens vigtigste videnskabelige tidsskrifter. Artiklen er skrevet af et internationalt forskerhold under ledelse af eksperter i arkæologisk DNA fra Lundbeck Foundation Geogenetics Centre ved Københavns Universitet.

Den bygger på analyser af knogle- og tandmateriale fra i alt 108 individer, som døde for ca. 5000 år siden og blev begravet i jættestuer – dvs. gravanlæg bygget af store sten og dækket af en jordhøj. Knogle- og tandmaterialet stammer hovedsagelig fra Falbygden i Vestergötland i Sverige; et af de analyserede fund stammer fra Danmark, fra en fladmarksgrav på Stevns.

”Analyserne viser, at 18 af disse individer – 17 procent – var smittet med pest, da de døde. Og i fire tilfælde var der nok sygdoms-DNA til, at vi kunne rekonstruere fulde genomer af pestbakterien Yersinia pestis,” fortæller postdoc Frederik Seersholm fra Lundbeck Foundation Geogenetics Centre. Han har ledet DNA-analyserne af det gamle knogle- og tandmateriale, som i vid udstrækning er udgravet og arkæologisk beskrevet af eksperter med tilknytning til Göteborgs Universitet.

”Vores DNA-data viser, at den yngste af de tre versioner af pest, vi fandt, må antages at have haft potentiale til at sprede sig blandt mennesker – og at den også kan have haft potentiale til at udvikle sig til en epidemi. Derfor kan denne version af pest have været en stærkt medvirkende årsag til den såkaldte neolitiske befolkningsnedgang i yngre stenalder for omkring 5000 år siden, hvor store dele af bondebefolkningen i Skandinavien og Nordvesteuropa i løbet af bare få hundrede år forsvandt. Vi kan – endnu – ikke vise, at det var præcis sådan, det gik for sig. Men alene det, at vi nu kan vise, at det godt kan være sket på den måde, er meget væsentligt. For årsagen til denne befolkningsnedgang, som arkæologien har været bevidst om ganske længe, har været debatteret heftigt, og her har både krig og smitsomme sygdomsudbrud – også af pest – været nævnt. For pestens vedkommende har der været flere teorier, og en af dem siger, at pesten på dette tidspunkt ikke har kunnet udvikle sig til en epidemi – men den antagelse holder altså ikke længere,” siger Frederik Seersholm.

Stærk teknik gav svar

DNA-analyserne bag er gennemført med en særlig teknik, ’Deep Shotgun Sequencing’, der kan trække en enormt detaljeret informationsmængde ud af arkæologisk DNA – også selv om så gammelt arvemateriale typisk vil være stærkt nedbrudt.

Copyright

Globe Institute

Holdet bag har således, ud over pestanalyserne, bl.a. kunnet fastlægge slægtskabsforhold mellem 38 individer fra Falbygden, hvoraf 12 døde som pestsmittede. Det er også lykkedes at tegne disse 38 individers stamtræ over en periode på 120 år – gennem seks generationer – hvilket har givet ny viden om datidens familiestruktur i denne del af Skandinavien. Gennem genetiske analyser kan man fx se, at mændene i denne familie ofte fik børn med flere forskellige kvinder, mens kvinderne tilsyneladende hver især holdt sig til én mand.

Sammenfattende viser resultaterne, hvor meget man kan opnå ved hjælp af Deep Shotgun Sequencing, siger sidsteforfatter Martin Sikora, lektor ved Lundbeck Foundation Geogenetics Centre og ekspert i genetisk kortlægning af folkeslag:

”Vi har kunnet gennemføre en omfattende kortlægning af pestlinjer, og vi har også kunnet dykke dybt ned i den mikrobielle del af DNA’et. Samtidig har vi gennem disse analyser kunnet gå fra det overordnede perspektiv til det lokale – og helt ned på individniveau få et billede af den sociale organisering, der eksisterede dengang,” siger Martin Sikora.

Flere jættestuer venter

En af de væsentlige pointer i er, at det internationale forskerhold ved at konstatere pest hos 17 procent af de 108 individer, hvis knogle- og tandmateriale blev DNA-analyseret, ”med sikkerhed har vist, at pestinfektion ikke var nogen sjældent forekommende begivenhed i Skandinavien i yngre stenalder”.

I forhold til undersøgelsen af de svenske fund fra Falbygden viser således, at familien med de 38 individer oplevede mindst tre runder pestudbrud i løbet af de seks generationer, forskerne har kunnet kortlægge den.

”Spørgsmålet om eventuelle slægtskabsrelationer mellem individer, hvis knogler og tænder er fundet i jættestuegrave, har været diskuteret i mindst 200 år. Der har været mange teorier og forestillinger, men nu har vi takket være DNA fået data,” siger Karl-Göran Sjögren, docent i arkæologi ved Göteborgs Universitet og en af forfatterne bag .

Disse data har givet flere interessante fund, fortæller Karl-Göran Sjögren: ”I en af jættestuerne i Falbygden kunne vi fx se, at en gruppe individer var begravet i den nordlige ende, mens en anden gruppe lå i den sydlige ende. Her viste DNA-analyserne, at der var tale om to familier, som havde hver sin ende af jættestuen. Men analyserne viste også, at der – om end med en vis afstand – var et slægtskab mellem de to grupper.”

Det slægtskab, der via DNA-analyserne kunne konstateres inden for de svenske jættestuegrave, fortæller også, at denne skandinaviske kultur syntes at have praktiseret kvindeligt eksogami. Det vil sige, at kvinder, der skulle videreføre slægten, blev hentet udefra – fra andre grupper.

”Når man ser på alle de informationer, der har kunnet trækkes ud af skelet- og knoglematerialet fra de svenske jættestuer, er det oplagt at gå videre i dette spor ved på tilsvarende vis at undersøge knogler og tænder fra danske jættestuer,” siger arkæolog Anders Fischer. Han er ph.d., mag.art. med speciale i stenalderkulturer tilknyttet Lundbeck Foundation Geogenetics Centre og Göteborgs Universitet samt en anden af forfatterne bag

”Vi har i hundredvis af velbevarede skeletter fra danske jættestuer rundt om i samlingerne,” siger Anders Fischer:

”Nogle af de spørgsmål, man kunne håbe på at få besvaret ved at underkaste disse skeletter DNA-analyser og sammenholde resultaterne med arkæologiske undersøgelser, kunne handle om at belyse den sidste indvandring til det nordvestlige Europa og Skandinavien. Altså den indvandring, der fandt sted, da store dele af den daværende befolkning af stenalderbønder i dette område blev fortrængt for ca. 5000 år siden. Hvad enten det så skyldtes pest eller en kombination af pest og krig – for det kan man også godt forestille sig.”

De mennesker, som ved den lejlighed – for Danmarks vedkommende mere præcist for 4850 år siden – de facto blev vinderne og slog sig permanent ned i Skandinavien, var en blanding af hyrder fra Den Pontiske Steppe og en gruppe østeuropæiske bondestenalderfolk.

Disse steppefolk, der også kendes som yamnaya, kom fra et område, som strækker sig fra dele af det nuværende Ukraine over det sydvestlige Rusland og frem til det vestlige Kasakhstan. Og yamnayaerne – der på vej mod Skandinavien altså også nåede at blande gener med østeuropæiske stenalderbønder – er rent genetisk de nuværende skandinavers nærmeste forfædre. Det viser et andet stort DNA-projekt, der i januar 2024 blev offentliggjort i Nature.

”Et af de spørgsmål, man kunne søge svar på ved at gennemføre en DNA-undersøgelse af et større antal danske jættestueskeletter, er, i hvor høj grad disse yamnayaer giftede sig ind i lokale skandinaviske slægter. Altså om de blandede sig rent genetisk med de stenalderbønder, der var tilbage, da yamnayaerne ankom til Skandinavien.

Det bør skeletterne ved hjælp den avancerede DNA-teknologi også kunne lokkes til at give et svar på,” siger Anders Fischer.