�鶹��

Hvis man havde gået en tur i Sydøstasien for 8.000 år siden – for eksempel i det område, som i dag er Thailand – ville menneskene have set helt anderledes ud, end de gør i dag:

Datidens beboere i området ville nemlig langtfra have lignet moderne østasiater, men derimod have haft en udpræget lighed med afrikanske pygmæer. Det viser en stor videnskabelig undersøgelse af indvandringen til Sydøstasien, der netop er offentliggjort i Science, et af verdens vigtigste videnskabelige tidsskrifter.

Undersøgelsen bygger på analyser af arkæologisk dna – knogler og tænder – fra 28 mennesker, der har levet i Sydøstasien inden for de sidste 8.000 år. Der er tale om en total kortlægning af disse 28 menneskers individuelle arvemasse, og arbejdet har været så omfattende, at det har involveret videnskabsfolk fra 43 universiteter i blandt andet: Japan, Thailand, Malaysia, Frankrig, Laos, Storbritannien, Tyskland og Danmark.

Projektet, som er støttet af �鶹��, har været koordineret af professor og dna-detektiv Eske Willerslev, der er leder af Center for Geogenetik ved Københavns Universitet og desuden tilknyttet det britiske University of Cambridge.

Hypoteser og sex med pygmæer

Ser man på den genetiske og kulturelle mangfoldighed blandt de befolkningsgrupper, som i dag lever i Sydøstasien, er den meget stor – også sammenlignet med de fleste andre områder i verden, forklarer Eske Willerslev:

Meningen med vores undersøgelse var at prøve at finde ud af, hvordan indvandringen til Sydøstasien egentlig er foregået – altså blive klogere på, hvilke befolkningsgrupper der kom hvornår, og hvordan de enten blandede sig med hinanden eller fortrængte hinanden. Derfor besluttede vi at kortlægge arvemassen i gamle knogler og tænder fra mennesker, som har levet i blandt andet Malaysia, Laos og Japan – og sammenholde det, vi fandt, med arkæologisk materiale i form af redskaber og andre menneskeskabte effekter fra daterede udgravninger i området. På den måde ville vi få flere datasæt at arbejde med, og det øger pålideligheden af de konklusioner, man kommer frem til

Hidtil har der været to konkurrerende teorier, når det gælder indvandringen og befolkningen af det sydøstasiatiske område – og selv om begge teorier tager udgangspunkt i, at den første indvandring bestod af efterkommere af mennesker, som for cirka 60.000-70.000 år siden forlod Afrika, varierer de på en række andre punkter, siger Eske Willerslev:

”Den ene siger, i grove træk, at de jægere og samlere fra den såkaldte Hoabinhian-kultur – der oprindeligt befolkede Sydøstasien for omkring 44.000 år siden – gradvist udviklede sig til agerbrugere. Mens den anden teori, stadig i grove træk, har stået fast på, at hoabinhian’erne blev fortrængt af mennesker fra det område, vi i dag kender som Kina. Det skulle ifølge denne teori være sket for cirka 4.000 år siden, hvorefter disse oprindelige folk i området gradvist fortrak til de ’lommer’ i Sydøstasien, hvor man i dag finder et lille antal af deres efterkommere, der under ét kaldes negritoer – og det er de sydøstasiatiske pygmæer. Det er små, lave mennesker, der ligner afrikanske pygmæer og australske aboriginere, og der er i dag blandt andet negrito-samfund på den indiske øgruppe Andamanerne, som ligger i Bengalske Havbugt, og på visse filippinske øer.”

Ingen af disse to teorier viste sig ved nærmere eftersyn dog fuldt ud at kunne forklare den store genetiske mangfoldighed, man i dag ser i Sydøstasien, viste den nye undersøgelse. For virkeligheden er noget mere kompleks, pointerer Eske Willerslev:

”Man kan sige, at sex mellem pygmæer og fysisk langt større indvandrere fra Kina skulle vise sig at komme til at spille en helt central rolle i udviklingen af den genetiske mangfoldighed, der i dag karakteriserer Sydøstasien. Det stod klart, da vi med møje og besvær havde fået rekonstrueret de gamle genomer.”

Bølger af indvandringer

Dna-analyserne af de gamle knogle- og tandprøver blev sammenholdt med dna-prøver fra nulevende mennesker i Sydøstasien, og da hele det komplicerede regnestykke var gjort op, tegnede der sig følgende – ”stadig overordnede” – billede af befolkningen af denne verdensdel, siger Eske Willerslev:

”Den nuværende sydøstasiatiske genetik ser ud til at være formet af fire indvandringer. Den første fandt sted, da efterkommerne af de afrikanere, der forlod Afrika for 60.000-70.000 år siden, som de første slog sig ned i Sydøstasien, for godt 40.000 år siden. Disse mennesker, Hoabinhian-kulturen, levede længe relativt uforstyrret, men for cirka 4.000 år siden mødte de en anden gruppe, der vandrede ind i området. Det var folk fra det nuværende kinesiske område – folk, der mestrede agerbrug, og i helt bogstavelig forstand havde ris med. Det var den anden indvandring til Sydøstasien – og for cirka 2.000 år siden kom så den tredje og den fjerde, fra henholdsvis Taiwan og atter en fra det nuværende Kina.”

Men hvad skete der egentlig ved mødet mellem den oprindelige befolkning i Sydøstasien og de landbrugskyndige kinesere for 4.000 år siden? Og blev den oprindelige befolkning, Hoabinhian-kulturen, fortrængt, sådan som en af teorierne om befolkningen af Sydøstasien har hævdet?

Selv om de oprindelige beboere med tiden fortrak til små ’lommer’ – især på sydøstasiatiske øer – kan man ikke sige, at der var tale om en egentlig fortrængning af Hoabinhian-kulturen for 4.000 år siden. Det kan man nemlig også se ud af analyserne af det gamle knogle- og tandmateriale, forklarer Eske Willerslev:

”De to grupper havde derimod sex med hinanden, og på den måde blev pygmæ-gener indlejret i den sydøstasiatiske gen-pool, hvor de i vid udstrækning stadig findes. Man kan fundere på, om det er en af årsagerne til, at mange sydøstasiater – sammenlignet med eksempelvis europæere – rent fysisk er så små. Det er næppe en forklaring, som dækker totalt, men det kan meget vel være en bidragende faktor.”