�鶹��

Hermed rykker brugen af stamceller i behandlingen af en lille gruppe særligt udsatte diabetes 1-patienter et betydningsfuldt skridt nærmere.

Opdagelsen er netop publiceret i Nature – et af verdens mest indflydelsesrige videnskabelige tidsskrifter – og den skaffer svar på et spørgsmål, der længe har optaget forskergrupper rundt om i verden:

Hvad er det, der gør, at nogle umodne celler i menneskets bugspytkirtel udvikler sig til insulinproducerende celler i løbet af fostertilstanden? Mens andre oprindeligt umodne celler ender som en del af helt andre strukturer, når bugspytkirtlen til sidst er færdigdannet?

Spørgsmålet er vigtigt, hvis man prøver at udvikle stamcellebehandlinger mod diabetes. Altså hvis man som forsker arbejder i laboratoriet med at udvikle celler, der er skræddersyet til at assistere den dårligt fungerende insulinproduktion i bugspytkirtlen, som er diabetes-patientens hovedproblem.

Men spørgsmålet er også mere generelt af betydning, siger lederen af arbejdet, professor Henrik Semb fra stamcelle-enheden DanStem ved Københavns Universitet:

For det resultat, vi nu har publiceret i Nature, er i virkeligheden et eksempel på, hvor langt man kan nå via grundforskning – når man, som i vores tilfælde, har været begunstiget med den nødvendige tid og midler til at gennemføre arbejdet.

Projektet har blandt andet været støttet af �鶹��, Det Strategiske Forskningsråd, Novo Nordisk Fonden og EU. Og sagt helt forenklet, er det via museforsøg og laboratorieforsøg med humane stamceller lykkedes Henrik Semb og hans kolleger at vise, hvilke biokemiske påvirkninger, der får de umodne celler i bugspytkirtlen til at gå i bestemte funktionelle retninger.

”Hovedforklaringen er, at cellerne påvirkes af det miljø, de møder – alt imens de i forstertilstanden bevæger sig rundt i den bugspytkirtel, som er ved at blive færdigudviklet. Og det er viden om disse påvirkninger, vi vil udnytte aktivt til at udvikle en stamcelleterapi rettet mod de tre-fire procent af diabetes 1-patienterne, som verden over er særligt udsatte på grund af deres sygdom,” siger Henrik Semb. Der ud over at være direktør for DanStem også er chef for det tyske Institut für Translationale Stammzellforschung ved HelmHoltz Zentrum München.

Når de nødvendige forsøgstilladelser er på plads, venter i første omgang en række undersøgelser i München, hvor man har særlige laboratoriefaciliteter, som endnu ikke findes på Københavns Universitet.

Hvad egentlige patientforsøg angår, bør de kunne indledes relativt snart, vurderer professor Henrik Semb: ”Det vil sige, at vi bør kunne være i gang med patientforsøgene om fem-seks år. Og i bedste fald vil en egentlig stamcellebehandling kunne være på markedet om cirka ti år”.

Celler fra lig

Der er omkring 253.000 diabetikere i Danmark. Heraf har cirka 25.000 den insulinkrævende type 1 diabetes – hvilket betyder, at stamcellebehandlingen, når den til sin tid kommer, herhjemme potentielt vil rette sig mod et sted mellem 750 og 1000 patienter.

Disse patienters problem er, at insulinbehandlingen ikke kan holde deres blodsukker konstant reguleret – og derfor risikerer de at blive meget syge af deres diabetes. I visse tilfælde så dårlige, at det medfører døden.

I dag prøver lægerne at hjælpe nogle af disse patienter – de mest kritisk syge – ved at give dem transplantationer med insulinproducerende bugspytkirtelceller fra afdøde. Disse celler, såkaldte Langerhanske ø-celler, injiceres i den vene, der går til leveren – og meningen er, at cellerne skal sætte sig i modtagerens lever. Fra denne position skal cellerne så producere insulin, som pumpes ud i organismen.

Det er imidlertid en behandling, der rummer visse problemer. For dels har lægerne ikke donorceller nok fra lig til at kunne hjælpe alle de patienter, der har behov – og dels kræver denne behandling, at den enkelte patient skal have en særlig immun-dæmpende medicin, blandt for at han eller hun ikke skal afstøde donorcellerne.

Derfor har forskere i en årrække prøvet at fremstille Langerhanske ø-celler på basis af humane fosterstamceller – men er gang efter gang kommet til kort, fordi det er svært at styre sådanne celler, når man ikke præcis ved, hvad der får dem til at udvikle sig i den ene eller den anden retning. Af samme grund har Langerhanske ø-celler fra humane stamceller – så vidt vides – heller ikke været testet på mennesker endnu.

Men det er lige her, den nye viden fra Henrik Semb og hans forskerkolleger kan bruges. For ved hjælp af den kan man skræddersy humane fosterstamceller til formålet.

”Vi vil bruge en meget veldokumenteret fosterstamcelle-linje. Denne linje vil vi påvirke, så cellerne blive til insulinproducerende celler, der kan styres og kontrolleres med en meget høj grad af nøjagtighed – og de skal så analyseres i laboratoriet og testes i dyreforsøg i de næste fem-seks år, inden vi afprøver dem på mennesker,” fortæller Henrik Semb.

Selv om den første del af projektet skal foregå i München, er tanken, at en del af forsøgene hen ad vejen skal udføres i København.

De mekanismer, som ligger bag bugspytkirtel-cellernes specialisering i fostertilstanden, har også relevans for udvikling af andre organer, herunder nervesystemet, fortæller professor Henrik Semb:

”Derfor kan denne opdagelse også bidrage til udvikling af stamcelleterapi til behandling af nervesygdomme, fx Parkinsons.”