�鶹��

Alt for mange patienter med bugspytkirtelkræft får tilbagefald efter operation. Det vil læge og ph.d.-studerende Adile Orhan ændre på. I et forsøg undersøger hun, om blodtrykssænkende medicin inden operation kan øge patientens chancer for at komme igennem et kræftforløb med bugspytkirtelkræft uden tilbagefald. Medicinen skal både aktivere immunsystemet og lette patientens mentale tilstand. 

Adile Orhan gennemfører forsøget som del af sin ph.d.-afhandling på Center for Surgical Science (CSS), Kirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge i samarbejde med Rigshospitalet.

Som ung forsker har Adile Orhan allerede gjort sig bemærket med flere videnskabelige artikler, og for sin forskning og store engagement i at optimere behandling af patienter med den meget dødelige kræftsygdom bugspytkirtelkræft har hun fået �鶹��s Talent Prize 2024.

”Prisen er en kæmpe motivation for mig. Der ligger mange års hårdt arbejde op til modtagelsen, og det er rart at blive anerkendt for det. Men først og fremmest betyder prisen meget for mig, fordi den kan skabe opmærksomhed om sygdommen og behovet for mere forskning i bugspytkirtelkræft,” siger hun.

En alvorlig sygdom med dårlig prognose 

Flere end 500 mænd og lige så mange kvinder får hvert år konstateret kræft i bugspytkirtlen. De fleste får diagnosen, når sygdommen er fremskreden. Derfor kan kun omkring en fjerdedel af dem have gavn af en operation, og flere end 60 pct. af de opererede får tilbagefald inden for fem år. Overlevelsen efter fem år er steget lidt for kvinder, men ligger for hele gruppen på mellem 12 og 16 pct. 

Adile Orhan blev sporet ind på netop det forskningsfelt, da hun som medicinstuderende første gang mødte patienter med bugspytkirtelkræft.

”Det er så hjerteskærende at se patienter, der har været igennem en af de største kirurgiske procedurer, og derefter har fået noget af den stærkeste kemoterapi, der findes, og så kommer de alligevel tilbage et eller to år efter – eller allerede måneder efter med et tilbagefald. Det motiverer mig dagligt til, at det vil jeg gerne gøre noget ved.”

Hun har blandt andet lavet en såkaldt metaanalyse, hvor hun har sammenholdt flere uafhængige studier om immunsystemet hos patienter med bugspytkirtelkræft. 

”Der kunne vi faktisk vise meget tydeligt, at en helt bestemt type af immunsystemets T-celler i kræftknuden har stor betydning for overlevelsesparametre på lige præcis den her patientgruppe. Så det har efterfølgende drevet rigtig meget i min nuværende forskning.”

Forsøg med blodtrykssænkende medicin

IMPULS-studiet hedder det studie, Adile Orhan nu er i gang med, hvor hun med det blodtrykssænkende lægemiddel Propranolol vil påvirke tumorens mikromiljø, altså forholdene i og omkring tumoren. 

Især er hun interesseret i mængden af stresshormoner og i hvilke og hvor mange af immunsystemets celler, der er aktive i området.

”Både kræftceller og immunceller har receptorer for stresshormoner, og når de binder sig til dem, kan kræftcellerne bedre dele sig og overleve. Men betablokkeren Propranolol binder sig til receptorerne, og blokerer for hormonerne,” forklarer Adile Orhan.

Når stresshormonerne er sat ud af spillet, er teorien, at de T-celler, som har særlig betydning for overlevelsen, får bedre vilkår for at bekæmpe kræftcellerne.

Det er tidligere vist i studier af patientforløb, at patienter med kræft i bugspytkirtlen har bedre overlevelse, når de får betablokkere. Men Adile Orhans studie er det første lodtrækningsforsøg, som undersøger virkningen af Propranolol før kirurgi for bugspytkirtelkræft. 

I forhold til patientens mentale tilstand har det blodtrykssænkende middel yderligere den effekt at det dæmper pulsen og derved reducerer angstsymptomer. Og det begrænser også frigivelsen af stresshormoner.

”Angst er ikke noget, vi generelt fokuserer så meget på inden for kræftområdet. Men de her mennesker har fået en voldsom diagnose, og de er i deres livs krise. Alting sker ovenikøbet meget hurtigt på grund af kræftpakkerne. Så det er mit håb, at vi kan give dem lidt ro på, inden de skal opereres, og samtidig begrænse mængden af stresshormoner.” 

I forsøget får 30 patienter ca. ti dage inden de skal opereres efter lodtrækning enten placebo eller Propranolol. Indtil videre har Adile Orhan fået 10 patienter med. Og det er ikke svært at rekruttere. 

”Det har overrasket mig, at især når jeg snakker om angstsymptomer og nervøsitet, siger patienterne ja tak til at deltage i studiet. Det tyder på, at det fylder meget hos dem.” 

Vigtigt med flere forskellige tilgange

Adile Orhan afslutter studiet næste år, men planlægger et tilsvarende forsøg for patienter med tarmkræft, og hun har ideer til at drive forskningen endnu videre. Hun er i gang med flere studier blandt andet i samarbejde med både europæiske og australske forskere. 

I et af hendes studier analyserer hun vævsprøver fra tumorer fra en lille gruppe patienter, som meget tidligt fik tilbagefald efter deres operation, og en gruppe, der efter fem år stadig ikke har fået et tilbagefald for at se, hvad der adskiller de to grupper af patienter.

”Måske er der nogle forskelle i tumorernes væv, som kan sige noget om patienternes risiko for tilbagefald, og som vi en dag kan identificere via biomarkører i blodet,” forklarer hun. 

Hun er også optaget af at kombinere forskellige behandlingsformer. Og lykkes det at forbedre patienternes udsigter efter operation, vil det give god mening at tilbyde andre behandlinger i kombination med operationen eller i forløbet bagefter.

”Jeg tror, at den her aggressive sygdom skal angribes fra flere vinkler. Hvis vi prøver at slukke for et signal, så er der nok et andet signal, der tændes. Og jeg tror, vi kan gøre meget for patienterne i perioden inden kirurgi.”

Blandt andet vil hun gerne på sigt undersøge, om terapisamtaler tidligt i forløbet, kan have en effekt på risikoen for tilbagefald.

”Jeg tror på, at der er et større sammenspil mellem psyken og kroppen, som har en indvirkning på et kræftforløb generelt, men også på, hvordan vores kræftceller og de øvrige celler, altså immuncellerne og hele det her mikromiljø i en tumor, spiller sammen. Derfor håber jeg på, at vi også i fremtiden vil have lidt et større fokus på de psykiske faktorer i forskningen.”