Drummond E-Wen Joe McCulloch
Han skanner hjerner på psykedeliske stoffer
Ph.d.-studerende Drummond McCulloch er fascineret af psykedeliske stoffer. Med en stringent videnskabelig tilgang er han ved at kortlægge, hvordan LSD og psilocybin påvirker hjernen.
Hvordan ser et trip på LSD eller psilocybin egentlig ud på en hjerneskanning? Hvordan påvirker stofferne hjernens aktivitet? Og hvor stor en dosis skal der til at opnå en effekt på depression, angst og andre psykiske lidelser? Det er nogle af de spørgsmål, som Ph.d.- studerende Drummond McCulloch arbejder med på Neurobiologisk forskningsenhed på Rigshospitalet. Han ser store terapeutiske muligheder i stofferne.
”Stofferne er transformerende, og noget helt andet end al anden behandling inden for psykiatrien,” siger han.
For sin forskning og store engagement er Drummond McCulloch blandt årets modtagere af 鶹s Talent Prize.
”Det er en dejlig overraskelse, at nogen uden for feltet lægger mærke til det, man laver. Så føler man, at det faktisk har betydning,” siger han.
Sender forsøgspersoner på ”trip”
Drummond McCulloch har altid tænkt, at han skulle være forsker. Men han måtte omkring human biologi, biokemi og filosofi på universitetet i Glasgow, inden han fandt sit felt, nemlig neurofarmakologi, og siden gik i dybden med de psykedeliske stoffer.
”Der var ikke sket nogen betydningsfuld udvikling inden for psykofarmaka i årevis, så jeg syntes, det var spændene med potentialet i de her stoffer,” siger han.
Afgørende blev, at et par af hans venner, som led af depressioner, fortalte om positive erfaringer med LSD. Og et møde på en konference med danske forskere på feltet førte siden til, at han nu bor og forsker i København.
En del af Drummonds arbejde er kontroversielt. Han sender forsøgspersoner på ”trip” med bevidsthedsændrende stoffer som LSD eller psilocybin. Og i nogle tilfælde sender han dem samtidig ind i en hjerneskanner for at undersøge, hvordan stofferne påvirker hjerneaktiviteten. Han har nemlig specialiseret sig i at anvende skanningsteknikker til netop det formål.
En forsøgsdeltager har tegnet oplevelsen som en eksplosion af farver og former i hjernen. Og det passer meget godt med det, Drummond ser på skanningerne.
”De her hjerneskanningerne er unikke. Der er forbindelser på kryds og tværs af hjernens netværk, og de ligner ikke noget andet, vi kender,” siger han.
Forsøgene foregår i et trygt miljø, under kontrollerede forhold og med psykologer som guider. Og målet er ny viden om stoffernes potentiale som medicin.
De klassiske psykedeliske stoffer LSD og psilocybin adskiller sig fra andre euforiserende stoffer ved at de kan resultere i en helt anden virkelighedsopfattelse, ændrede tankemønstre og følelser.
Virkningen skyldes, at stofferne primært binder sig til nogle bestemte serotoninreceptorer i hjernen.
Potentielt har de en terapeutisk virkning ved flere neuropsykiatriske sygdomme, heriblandt depression, afhængighed af alkohol og nikotin, angst og desuden klyngehovedpine.
Der er ikke evidens for, at stofferne hos raske mennesker kan medføre afhængighed, og risikoen for spontane psykoser er ekstrem lille hos mennesker uden familiær historik med psykoser – især hvis stoffet gives i trygge og støttende omgivelser.
LSD virker i op til 12 timer, Psilocybin i op til otte timer.
”Virkningen er meget forskellig fra person til person, men forventningen er, at nogle mennesker med bare én enkelt behandling kan opnå afgørende og varig effekt på psykiske lidelser som depression, alkoholafhængighed og angst,” fortæller Drummond.
Byggede en digital værktøjskasse
De hallucigene stoffer går ind og påvirker en bestemt serotoninreceptor i hjernen, og teorien er, at stofferne virker ved at ændre hjernens entropi, som er et udtryk for graden af uorden eller tilfældighed. Normalt arbejder vores hjerne i nogle pænt veldefinerede netværk, som ikke kommunikerer særligt meget indbyrdes. De psykedeliske stoffer får imidlertid neuronerne til at danne forbindelser på kryds og tværs af netværkene, og det kan hænge sammen med ændringer i hjernens entropi.
Der er imidlertid et problem for forskere, der vil teste hypotesen: de mangler en målestok for entropien.
”Hypotesen er ikke formuleret matematisk, så mange har forsøgt at teste hypotesen med deres egne matematiske modeller, baseret på forskellige billeddannelsesmetoder,” forklarer Drummond.
Han har gennemgået den videnskabelige litteratur og fundet 12 artikler, som beskriver forandringer i hjernens entropi, men med hver sin matematiske model.
Derfor har Drummond i samarbejde med matematiker Anders S. Olsen fra DTU testet alle de matematiske modeller på et enkelt datasæt med skanninger fra 28 personer. Testen viser, at modellerne måler forskellige fænomener, og derfor ikke når frem til samme resultat.
”Det er selvfølgelig skuffende, for så kan vi ikke sammenligne dem. På den anden side har vi nu forskellige modeller til at forstå kompleksiteten,” siger Drummond.
Derfor har han nu samlet alle modellerne i en digital værktøjskasse, the Copenhagen Brain-Entropy Toolbox, CopBET, som er til fri afbenyttelse. Med den kan forskere teste deres hypoteser i forskellige modeller, og dertil teste hinandens hypoteser med de samme modeller. Det kan styrke pålideligheden og validiteten af studierne. Drummond er også involveret i internationalt samarbejde både i videnskabelig sammenhæng og i forhold til EMA, det europæiske agentur, som godkender lægemidler. Alle steder arbejder han for en høj standard i forskningen.
”Der har været en periode, hvor nogle forskere fik megen opmærksomhed i medierne, fordi de oversolgte deres forskningsresultater. Det var skuffende, og skabte mistillid. Derfor vil jeg gerne fremme de måske lidt kedeligere, men til gengæld mere solide resultater.”
Gang i to kliniske forsøg
Aktuelt er Drummond McCulloch selv i gang med to kliniske forsøg, som næppe passer i kategorien ”kedelig”.
I et forsøg vil han finde den optimale dosis af LSD.
”Vi giver en dosis LSD og dernæst et radioaktivt stof, som også binder til serotoninreceptorerne, og som vi kan se på skanningen. Så kan vi tegne et kort over de serotoninreceptorer, som er ”optaget” af LSD ved forskellige doser. Og det kan vi udnytte i fremtidige kliniske studier.”
Han regner med at publicere næste år.
I det andet studie, som udføres sammen med psykologisk institut, får 120 raske deltagere psilocybin for første gang – eller placebo. De har aldrig prøvet psykedeliske stoffer eller MDMA, som har nogle af de samme effekter.
Forsøget følger op på et andet af Drummonds studier, som viste, at raske forsøgspersoner oplevede vedvarende positive effekter som øget velvære og en følelse af større nærvær sammen med andre i op til tre måneder efter de havde fået psilocybin.
”Nogle af forsøgsdeltagerne skrev til os i uger og måneder efter, at den oplevelse havde ændret deres liv. Og det, at de får de her indsigtsfulde og følelsesmæssigt overvældende oplevelser, er fascinerende, fordi det også fortæller os noget om, hvordan hjernen fungerer.”
Nu vil forskerne finde ud af, hvad raske forsøgspersoner oplever under deres første trip, som udløser de her varige forandringer. Drummond McCulloch regner med publicering i 2026.
