Nyt middel mod overvægt er målrettet fedtcellerne

Cellebiolog og postdoc på Rigshospitalet Tora Henriksen står som project lead i Incipiam-teamet i spidsen for udviklingsprojektet.
Nye populære typer af vægttabsmedicin fører ikke alene til tab af fedt, men også tab af muskelmasse. Men nu er et hold forskere ved at udvikle et middel, som skåner musklerne ved målrettet at fyre op under forbrændingen i fedtcellerne.
Dellerne på mave, lår og bagdel og fedt omkring organerne – det er, hvad mennesker med svær overvægt gerne vil af med. Det overflødige fedt. I mange tilfælde ryger imidlertid ikke bare fedt, men også muskelmasse under behandling for svær overvægt.
Det er baggrunden for, at et hold forskere, som kalder sig Incipiam, sammen med forskere på Rigshospitalet og Københavns Universitet og med støtte fra 鶹 vil udvikle en ny type lægemiddel, som ikke gør så stort et indhug i muskelmassen.
Cellebiolog og postdoc på Rigshospitalet Tora Henriksen står som project lead i Incipiam-teamet i spidsen for udviklingsprojektet.
”De nye typer af vægttabsmedicin er primært rettet mod appetitreguleringen i hjernen. Vi vil i stedet målrette en behandling mod fedtcellerne og booste forbrændingen på celleniveau,” forklarer hun.
Målet er en receptor på fedtcellen
Nøglen til vægttab uden et stort muskeltab er en bestemt receptor på fedtcellerne. En receptor er et molekyle på - eller inde i - cellen, som påvirkes via signalstoffer til at sætte gang i forskellige processer i cellen.
I det her tilfælde er der tale om en receptor, som er afgørende for omsætning af energi i cellen.
”Vi vil gerne finde et stof, som ved at binde sig til den her receptor i fedtcellerne kan øge deres forbrænding,” forklarer Tora Henriksen.
Receptoren findes på alle fedtceller, både de ”almindelige” hvide, som vi har flest af og de brune fedtceller, som vi ikke har så mange af.
Det brune fedt har igennem en årrække tiltrukket sig stor opmærksomhed i forskerverdenen, og det er også i studier af det brune fedt, at den specielle receptor er identificeret og udforsket.
Det særlige ved det brune fedt er, at det bliver aktivt under kuldepåvirkning og sørger for at forbrænde ekstra meget energi og dermed varme cellen op.

Brunt fedt er mest udbredt hos dyr, der går i hi, og hos nyfødte, og i mange år troede man, at det ikke fandtes i kroppen hos voksne mennesker. Opdagelsen af, at alle mennesker faktisk har brunt fedt, kickstartede Tora Henriksens interesse for fedtceller.
”Vi kan se en sammenhæng med sundhed hos de mennesker, der har meget brunt fedt. Det ser ud til at det brune fedt har en beskyttende effekt mod metaboliske sygdomme, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes. Og det er den effekt, vi også gerne vil opnå,” siger hun.
Nogle forskere arbejder med genregulering på at om-programmere de hvide fedtceller til i højere grad at forbrænde fedt ligesom de brune fedtceller.
Men i projektet her går forskerne altså en anden vej med medicin målrettet fedtcellernes energiomsætning.
”Mennesker med overvægt har så mange hvide fedtceller, at hvis vi kan få dem til at forbrænde mere fedt, kan vi virkelige booste et vægttab,” siger Tora Henriksen.
Tester på celler i en ”fedt-bank”
Teamet har allerede kig på nogle bestemte kemiske stoffer, som skal testes af et eksternt laboratorium med speciale i at udvikle indholdsstofferne, og laboratoriet skal også identificere flere mulige kandidater, som forskerne kan teste dels på levende mus, dels på cellekulturer med fedtceller fra mennesker og mus.
Nogle af forsøgene skal gennemføres i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, som har opbygget en ”fedt-bank”. Her findes fedtvæv fra flere end hundrede patienter, leveret af kirurger efter operationer. Forsøg med mus og musevæv skal ske i samarbejde med Københavns Universitet.
Som modtager af Frontier Grant har Tora Henriksen fået feedback fra 鶹s eksperter.
”Det har været helt fantastisk. Man plejer jo at skrive sin ansøgning, og så krydser man ellers fingrene. Her får man feedback undervejs, og det er simpelthen uvurderligt. Det har været en rigtig god proces. Du får nogle andre vinkler på, og forslag til at gøre noget, som du bagefter synes er indlysende, men som du ikke selv ville komme i tanker om.”
Meningen er, at projektet skal resultere i et lægemiddel i pilleform. Og det vil i første omgang være målrettet mennesker med overvægt i forbindelse med diabetes, for de oplever i nogle tilfælde mindre effekt af de nye typer vægttabsmedicin end mennesker, som alene har overvægt.
Og der er behov for mange forskellige typer vægttabsmedicin, mener Tora Henriksen.
”Der er forskellige grunde til, at man får overvægt, og derfor er der brug for en større palette af behandlingsmuligheder.”
Lykkes det at nå helt frem til apotekernes hylder med en ny ”slankepille” er der så godt som garanti for efterspørgslen.
Behovet for behandling mod svær overvægt er stærkt stigende viser en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed fra februar 2024: Forventningen er, at andelen af voksne i Danmark med svær overvægt vil stige fra cirka hver femte i 2021 til omtrent hver tredje i 2040.