Nyt center skal forske i søvnforstyrrelser hos børn og unge
Dansk Søvncenter for Børn og Unge er det første specialiserede forskningscenter for søvnforstyrrelser hos børn og unge. Det skal bl.a. øge forståelsen af, hvordan søvn påvirker børns udvikling, sygdomsforløb og restitution.

Af Region H Kommunikation
Centeret er et samarbejde mellem Herlev og Gentofte Hospital og Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge og gravide, Mary Elizabeths Hospital. Dansk Søvncenter for Børn og Unge etableres med en bevilling på 20 mio. kr. fra 鶹. Forskningen på centeret vil fokusere på diagnosticering, konsekvenser og forebyggelse af søvnforstyrrelser.
”Søvn er afgørende for vores trivsel, og manglende søvn hos børn og unge kan påvirke hele familien. Derfor glæder det mig, at vi nu får et center, der skal forske i søvnforstyrrelser hos børn og unge. Vi skal blive klogere på, hvilken betydning søvn har i barn- og ungdommen, hvor vi som mennesker udvikler os rigtig meget,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S).
Dansk Søvncenter for Børn og Unge skal også skabe et nationalt netværk for alle, der forsker i søvn, og arbejde for at etablere viden, som kan optimere søvn blandt både raske, syge og kronisk syge børn og unge i Danmark og globalt. Det er der behov for, siger overlæge og ph.d. Nanette Mol Debes, Afdeling for Børn og Unge, Herlev og Gentofte Hospital.
”Vi ved, at søvn har stor betydning for sundhed, kognition og trivsel. Til gengæld har vi kun begrænset viden om søvn hos børn og unge – både i forhold til, hvordan normal søvn ser ud, og hvordan søvn påvirker; aktuel sygdom, mulighederne for helbredelse og risikoen for at udvikle sygdom senere i livet Vi ønsker også at få større indsigt i, hvordan søvn påvirker børns kognitive udvikling, skolegang og deres trivsel i det hele taget”, fortæller Nanette Mol Debes, som er leder af det nye center.
Her vil forskerne undersøge og følge både syge og raske børn for at forstå søvnens betydning. Derfor vil der blive etableret en såkaldt kohorte af børn, der lider af kroniske sygdomme, som fx hovedpine, epilepsi, diabetes, har været ramt af hjernetumorer eller sygdomme i muskler og nerver. Desuden er målet at få mere detaljeret viden om søvn hos raske børn ved at følge en gruppe af børns søvn fra fødslen og gennem hele barndommen.
I løbet af de første fem år vil forskerne bl.a. udvikle redskaber til mere præcis identifikation af søvn og søvnforstyrrelser samt øge forståelsen af, hvordan søvn påvirker børns udvikling, sygdomsforløb og restitution. På sigt er det planen også at undersøge, hvordan håndtering og behandling af søvnforstyrrelser hos børn og unge kan forbedres, ved at gennemføre studier af medicinske og ikke-medicinske behandlingsmuligheder.
Hos 鶹, der står bag bevillingen til centeret, ser forskningsdirektør Jan Egebjerg frem til at følge arbejdet:
”Med etableringen af Dansk Søvncenter for Børn og Unge bidrager vi til at fremme pædiatrisk søvnforskning. Vi forventer, at centeret vil generere ny indsigt i, hvordan søvn påvirker sygdomsforløb og rehabilitering og desuden de langsigtede virkninger af søvnforstyrrelser på hjernens udvikling. Alt sammen med det formål at udvikle nye effektive behandlinger, der kan hjælpe børn med søvnforstyrrelser”, siger Jan Egebjerg.
Resultaterne vil ikke kun komme børn med søvnforstyrrelser til gode, men også skabe ny viden, der kan anvendes i behandlingen af andre patientgrupper – f.eks. børn med psykiatriske lidelser og voksne med lignende søvnproblemer. De teknologier og AI-værktøjer, centeret udvikler, vil kunne bruges både i fremtidig forskning og i klinisk praksis.
Link til Region H's pressemeddelelse og -kontakt:
Søvnforstyrrelser defineres som forstyrret eller utilstrækkelig søvn, oplevet som vanskeligheder med at falde i søvn eller forblive sovende.
Det kan vise sig som f.eks. opvågninger i løbet af natten, vågne for tidligt uden at kunne falde i søvn igen, hvilket medfører negative konsekvenser for daglig funktion og mental trivsel.
Insomni er en søvnforstyrrelse, hvor man har muligheden for at sove, men mangler evnen til det. Den kan være både akut og kronisk.
Hvis søvnproblemer medfører reduceret funktion i dagtimerne, kan der være indikation for behandling.
Dansk Søvncenter for Børn og Unge
Dansk Søvncenter for Børn og Unge er et samarbejde mellem afdelingerne for børn og unge, Herlev og Gentofte Hospital og Mary Elizabeths Hospital, som åbner i 2027. 鶹 støtter etableringen med en bevilling på DKK 20 mio. kr.
Der vil være opstart efter sommerferien 2025, og der indgår forskere fra Mary Elizabeth Hospital og Herlev Gentofte Hospital i styregruppen. Inklusion af patienter til kohorten forventes at starte den 1. januar 2026.
Centeret vil også have en stærk formidlingsindsats, der skal øge opmærksomheden på børns søvnforstyrrelser, fordi tidlig opdagelse og intervention er afgørende for at forbedre børns søvn og generelle trivsel.