DARE Programme

Ditte Kamille Rasmussen

DARE: Hyppig øjensygdom på kornet: Skyder efter blinde-protein

Aarhus University

Vil forske i Alders-relateret Macula Degeneration (AMD). Hun forsker ikke ’i blinde’, men er rejst til San Francisco for at stille skarpt på et særligt protein, HTRA1, der er den hyppigste årsag til, at man med alderen kan miste synet.

Alders-relateret Macula Degeneration (AMD) er en øjensygdom, som rammer hver 10. dansker over 75 år, og som er den hyppigste årsag til blindhed i Danmark. Patienterne oplever synstab i midten af synsfeltet, sløring og forvrængning af billeder. Behandling af sygdommen er kompliceret, og består typisk i gentagne indsprøjtninger direkte ind i øjet, hvilket kun bremser sygdomsudviklingen, men sjældent kurerer den. Desuden er det selvfølgelig ubehageligt for patienterne at skulle stikkes i øjet.

Sygdommen skyldes en masse forskellige faktorer, både genetiske og miljømæssige. Der findes dog nogle familier med en særligt høj risiko for at udvikle AMD, fordi de har mutationer, der giver forhøjet niveau af proteinet HTRA1.

”Det er dette protein, som er udgangspunktet for mit projekt. Idéen er, at hvis for meget HTRA1 giver høj risiko for at få AMD, så kan man måske udvikle noget medicin som kan sænke mængden af HTRA1, og bruge det som behandling,” forklarer Ditte Kamille Ramussen.

I Vinit Mahajans laboratorium på Stanford har de fået stamceller til at udvikle sig til præcis dén slags øjenceller, som AMD-sygdommen findes i. De har så lavet en mutation i genet for HTRA1, så det bliver overaktivt ligesom i familierne med høj AMD-risiko.

De celler skal Ditte Rasmussen bruge til at forsøge at udvikle og teste ny medicin, som sænker mængden af HTRA1, og forhåbentlig derfor kan bruges til behandling af AMD.

”Jeg har glædet mig helt vildt til at blive en del af en øjenafdeling, der forsker på så højt niveau. Projektet er rigtigt spændende, og jeg er glad for at have fået muligheden for at forfølge forskningen herovre med et DARE fellowship i ryggen,” slutter Ditte Rasmussen, hvis danske vejleder er lektor Rikke Nielsen fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet.

Ditte Kamille Rasmussen, 25, studerer medicin ved Aarhus Universitet og har færdiggjort 10. semester og mangler et år på uddannelsen for at kunne kalde sig læge. Hun er en af fem danske medicinstuderende, der er rejst til USA via 鶹s DARE-program (Danish American Research Exchange). Året skal gå med studier og forskning ved Stanford University i Californien – et af verdens bedste universiteter.

DARE_Ditte Rasmussen